Sørg for at læse andagten godt igennem, så du ved, hvad der skal ske.
Sørg for sangtekster til alle deltagere.
Rammen sættes ved, at børnene sætter sig i en kreds med stearinlys i midten af kredsen. Børnene skiftes til at tænde et stearinlys.
I dag skal I møde Clara og hendes morfar…..
”Skal du dø, morfar”? Clara stod ved siden af morfars seng på sygehuset og holdt ham i hånden. Hun var vant til at besøge morfar hjemme i hans hus på Violvej. Lige fra man trådte ind ad døren, duftede der af morfar – trygt og rart. Her på sygehuset duftede det helt anderledes og fremmed. Morfar havde altid tid. Tid til at spille spil eller snakke. Clara syntes, det var mærkeligt at besøge ham på sygehuset. Det virkede på en eller anden måde forkert.
”Ja, Clara”, svarede morfar. ”Jeg skal dø, og det varer nok ikke så forfærdelig længe, inden det sker”.
Claras hjerte gav et lille spjæt. Tænk at morfar lå der og sagde helt direkte til hende, at han skulle dø. På en måde var det slet ikke til at holde ud, men på den anden side var det også dejligt, at han sagde det, som det var. Gennem den seneste tid, havde Clara hørt mor og far tale lavt sammen om morfar. Når hun nærmere sig stoppede de med at tale om ham og spurgte i stedet, hvad hun havde lavet i skolen. Det var mega irriterende. Clara troede ikke, at hendes forældre løj for hende, men de sagde i hvert fald ikke hele sandheden, det kunne hun fornemme.
Clara kunne mærke tårerne presse sig på, men der var bare nogle ting, hun var nødt til at spørge morfar om. ”Er du bange for at dø, morfar”. ”Nej, jeg er ikke bange for at dø, men jeg kan godt blive vældig trist ved tanken. Det er trist at skulle sige farvel til alle jer, som jeg holder af”.
”Jeg kommer til at græde rigtig meget, når du dør, morfar”, sagde Clara. ”Det er jeg da på en måde glad for at høre”, svarede morfar. ”Det er jo fordi, du har holdt af mig, ligesom jeg har holdt af dig. Det ville da være træls, hvis du var helt ligeglad”, grinede morfar og gav Claras hånd et klem. ”Det er en del af livet at blive rigtig ked af det ind i mellem, og det er faktisk vigtigt at græde, hvis man er ked af det, for så kommer noget af alt det, man er ked af ud. Heldigvis kommer man som regel også med tiden til at opdage, at livet går videre, og at man bliver glad igen”, fortsatte morfar.
”Har du selv prøvet at miste nogen, morfar?” spurgte Clara. ”Før du blev født, levede mormor, men hun døde for 10 år siden." ”Var du så ked af det”, spurgte Clara. ”Ja – det kan du tro, men der er det ved det, at jeg faktisk tror på, at alting ikke er slut med døden. Jesus har på et tidspunkt sagt, at den som tror på ham skal leve, selvom man dør. Derfor håber jeg på, at farvel ikke er farvel for altid, men farvel og på gensyn.”
”Det forstår jeg ikke, morfar. Hvordan kan man leve, når man er død? Man bliver proppet ned i en kiste, og ned i et hul i jorden eller brændt. Hvordan kan man så leve videre?”, ville Clara vide.
”Jeg forstår det sådan set heller ikke, Clara. Det ligger nemlig langt ud over, hvad vi mennesker kan forstå. Det er noget, man må tro eller lade være”, svarede morfar. ”Jamen, morfar, hvad sker der? Kører man op i himlen med en elevator? Eller flyver man på en sky?” Clara blev ved. ”Jeg aner det simpelthen ikke, Clara. Hvem ved, måske kommer der en engel og henter mig?
De sad lidt i tavshed. Så sagde morfar: ”Jeg har forresten noget til dig, Clara”. I den lille kommode ved siden af morfars seng var der en skuffe. Morfar stak hånden ned i skuffen og fandt en lille æske frem, som han rakte frem mod Clara. ”Hvad er det, morfar?” ville Clara vide. ”Prøv at åbne den, så finder du ud af det”. Clara åbnede æsken og nede i den lå et fint lille halssmykke formet som et hjerte. ”Det var et smykke, jeg gav til din mormor, men nu skal du have det, Clara”. Clara tog smykket mellem sine hænder og kiggede beundrende på det. ”Hvor er det flot, morfar”. ”Ja – det er et smukt smykke. Når du en gang i mellem går med det, kan du tænke lidt på mig. I starten bliver du måske lidt ked af det, men så skal du huske alle de mange gange vi har haft det sjovt sammen og alle de oplevelser, vi har haft sammen. Kan du huske, da vi plukkede jordbær, og vi spiste hver andet bær, vi plukkede, lige til vi fik mavepine? Eller dengang vi lavede bål og bagte pandekager? Eller hvad med dengang vi kørte til stranden, og jeg fik alt for meget sol, så jeg lignede en kogt krebs? Eller dengang der gik ild i juledekorationen, og vi slukkede ilden med min kaffe?” Clara huskede det hele og blev varm om hjertet ved tanken.
Det var ved at være sidst på eftermiddagen. En sød, ung sygeplejerske kom ind på stuen. Hun smilede venligt til Clara, gav morfar noget medicin og begyndte at rette på morfars pude.
”Jeg skal gå nu, morfar”, sagde Clara og lagde hovedet på morfars dyne. Morfar strøg hånden hen over hendes hår. ”Ja, Clara, du skal gå. Vi siger farvel, men vi håber det bliver et farvel og på gensyn”.
Da Clara kom hen til døren vendte hun sig om. Hun så sygeplejersken stå bøjet over morfars seng. I sollyset lignede hun næsten en engel.
Tal med børnene om deres erfaringer med at miste. Det kan være stort som småt, alt fra kæledyr til bedsteforældre.
"Dejlig er jorden" eller "Du som har tændt millioner af stjerner".
Kære far i himmelen.
Tak for en god dag. Tak for fællesskabet. Tak for alle dem, vi holder af. Tak fordi vi har lov til at håbe, at vi er i dine hænder også efter døden. Hjælp os med at leve med savnet af dem, vi mister.
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
Sig farvel ved at danne kreds og sende et håndtryk rundt i kredsen. Sidste mand tager det i lommen og tager det med hjem til næste møde.