Læs bibelteksten og andagten igennem. Overvej gerne nogle spørgsmål eller indspark til drøftelsen, som vil kunne sætte tankerne igang hos deltagerne eller måske lade dem overveje tingene fra et nyt perspektiv.
Læs højt: Lukasevangeliet kap 12, vers 13-21
I 2015 blev FN’s 17 verdensmål vedtaget af stats- og regeringsledere fra hele verden. De skal sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for hele menneskeheden og den jord, vi bor på. Det lyder meget stort og uoverskueligt. Og det ér stort. Heldigvis er det hverken dit eller mit ansvar alene, men det betyder ikke, at vi ikke hver især kan gøre en forskel for jorden og for hinanden!
Verdensmål nummer 12 lyder “ansvarligt forbrug og produktion”, og det er ét af de mål, vi som enkeltpersoner kan være med til at løfte. Desværre er det også et mål, som mange af os synes, det er lidt svært, at leve op til - især i januar, hvor de gule tilbudsskilte lover januarudsalg i butikker på ræd og række.
Januarudsalg er ikke nogen ond og dårlig ting, og vi behøver ikke gå rundt i sække og hullede strømper for at være ansvarlige forbrugere. Det er bare vigtigt, at vi husker at tænke os om og ikke mindst husker på, at intet nyt, vi køber, er gratis. Hverken for vores egen pengepung eller for jorden.
Det fortælles, at den indiske frihedskæmper og åndelige leder Gandhi engang forlangte af sit 11-årige barnebarn, at han skulle gå tilbage og finde en halvbrugt blyant, som han havde smidt fra sig i naturen. Drengen måtte lede flere timer i mørket med en lommelygte, inden han til sidst fandt den under en busk.
Dette er ikke bare historien om en hård og streng bedstefar. Der var nemlig noget vigtigt, Gandhi ville lære sit barnebarn med denne historie: at det kræver mange af jordens ressourcer at lave en simpel ting som en blyant. Et eller andet sted har nogen arbejdet på en fabrik - måske under usle forhold - for at lave denne blyant. Der er blevet fældet et træ for at få træ til blyanten. Der er også blevet gravet grafit op af jorden, så blyanten kunne få sin grafit-kerne. Alt sammen noget der har kostet både arbejdskraft og jordens ressourcer. At smide den væk skader naturen, og det skader andre mennesker, når vi ikke passer på vores fælles jordklode.
Ansvarligt forbrug handler altså om at tænke sig om. Kan den t-shirt, jeg ikke længere bruger, komme til at gavne andre, hvis jeg afleverer den i en genbrugsbutik? Kan jeg bruge min iPhone lidt endnu, selvom den ikke er så hurtig, som den har været?
I første Mosebog i Det Gamle Testamente kan vi læse, at Gud siger “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden”.
Men betyder det, at vi kan gøre med jorden, som vi vil? Måske skal man snarere forstå det sådan, at vi er jordens gartnere. Vi skal passe og pleje den jord, som vi har fået givet af Gud. Vi kan gøre meget med Guds skaberværk, og det betyder også, at vi har et stort ansvar. Et ansvar for at vogte og dyrke den til fælles gavn.
Vi er nødt til at besinde os på, at hele verden er forbundet: At den T-shirt jeg køber, har krævet mange ressourcer at producere. At det plastik, jeg smider i grøften, med tiden kan ende i Atlanterhavet. At råstofferne i min mobiltelefon stammer fra en mine et sted i Afrika, som påvirker naturen og dyrelivet. Mit overforbrug vil uvægerligt gå ud over min næste i mere udsatte områder på kloden. De steder, hvor klimaet bliver mest voldsomt, hvor man har dårligst råd til at bygge huse, der kan stå imod klimaforandringerne, hvor tøjet skal produceres, og hvor kaffebønnerne skal plukkes.
Men betyder det så, at vi her i Danmark er nødt til at få et dårligere liv, hvis alle skal kunne leve her på jorden med lige vilkår og adgang til ressourcer? Måske ikke. For hvordan er det, at lykke og velstand hænger sammen?
Spørgsmål til drøftelse:
Hvad fik I ud af den bibeltekst, vi hørte i begyndelsen? Kan den fortælle os noget om ansvarligt forbrug?
Hvad har det med omsorg for min næste at gøre, om jeg f.eks. køber chokolade, der er Fairtrade-certificeret?
Hvad betyder det at mennesket skal herske over jorden, sådan som Gud siger til Adam og Eva i 1. Mosebog?
Hvordan hænger lykke og velstand sammen? (prik gerne lidt til deltagerne her ift. om man kan nå et velstandsniveau, hvor det stopper med at have betydning for lykken. Bliver man mere lykkelig af ikke at skulle bekymre sig om, hvordan man får råd til aftensmad? Af at kunne købe nyt tøj, når man vil? Af at kunne rejse to gange om året? osv.)
Hvad kunne I selv forestille jer at gøre for at være mere ansvarlige forbrugere?
Forslag til bøn: Herre Kristus Du er vores hyrde og kalder os nu. Lad os ikke mangle noget, og lad os se, hvad vi har Lær os at værdsætte ressourcerne, for jorden er din Lær os at genbruge og gøre det gamle nyt, for jorden er din. Tak for alle dine rige gaver
Fadervor...
Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
Drøftelsen kan udvides til en drøftelse om, hvad deltagerne ville kunne undvære i deres liv. Print forskellige billeder ud, f.eks. en masse indkøbsposer med tøj, et fjernsyn, avocadoer, kød og andre ting, der belaster klimaet. Sæt dem til i grupper at udvælge x antal goder, som de ikke ville kunne undvære. Det må gerne være lidt svært og ambitiøst.