Læs historien igennem og orienter dig i legens regler.
Forslag til andagtens forløb:
1. Kort intro
2. Leg
3. Fortælling
4. Fadervor
Om "Godt begyndt"-andagterne:
“Godt begyndt” er en kombination af bibelfortælling og fællesleg. Legene er nogle, de fleste kender, og som børn og unge i alle aldre kan være med til. Efter legen fortælles bibelhistorien, som måske er en historie, deltagerne ikke har hørt før. Efter historien kan man bede fadervor. Der er ikke skrevet nogen efterfølgende udlægning eller forklaring af historien. Det er helt bevidst. Det er nogle stærke historier, som gerne må stå for sig selv, men man kan jo altid tage en samtale med sine deltagere efter historien, om de har nogle spørgsmål eller tanker. Fortællingen og legen kan bruges som fælles begyndelse på et møde, fx når man har sunget den første sang. Hvad gør det for et møde at indlede med bibelfortællingen i stedet for at have det som afslutning? Prøv jer frem.
“Hvem rørte ved mig?” sådan spurgte Jesus engang i en historie fra Det Nye Testamente. Hvem rørte ved ham? Det skal I høre om lidt, men først skal vi se, om I kan regne ud, hvem der har rørt ved jer.
Forklaring: “Lille hund, der er nogen, der har taget dit kødben”: Alle sidder i en rundkreds. Én bliver valgt som hund og lægger sig på alle fire i midten med lukkede øjne og en genstand på ryggen, som skal være et kødben fx en blyant, et tørklæde eller et sterainlys. I hemmelighed udpeges en fra kredsen til at snige sig ind, tage genstanden og sætte sig tilbage med genstanden på ryggen. Alle siger nu: “Lille hund, der er nogen, der har taget dit kødben!” Hunden vågner og sætter sig hen til den i kredsen, som hunden tror, har genstanden. Hunden har tre gæt.
Forklaring: “Byen sover”: Leges typisk siddende ved et bord. Et antal prikkere vælges afhængig af gruppens størrelse fx 3 eller 4. Prikkerne siger i kor: “Byen sover.” Deltagerne bukker sig forover, lukker øjnene og gemmer ansigtet i armene. Prikkerne prikker én deltager hver og siger derefter i kor: “Byen vågner.” De, der er blevet prikket, skal nu gætte, hvem der prikkede dem. Hvis de gætter rigtigt, bytter prikker og prikket plads til næste runde. Hvis ikke, der gættes rigtigt, fortsætter prikkeren som prikker.
“Hvem rørte ved mig?” spurgte Jesus. Jesus’ venner kiggede undrende på ham. De stod i en kæmpe menneskevrimmel, så det var virkelig et dumt spørgsmål. Der blev skubbet og mast fra alle kanter, så alle rørte ved hinanden. “Hvem rørte ved mig??” spurgte Jesus igen. Jesus havde bestemt mærket, at nogen havde rørt ved ham, og der var sket noget særligt. Jesus kiggede rundt. Hvem havde rørt ham?
Pludselig trådte en kvinde frem i menneskemylderet: “Det var mig,” sagde hun. “Jeg rørte ved dig.”
Og så fortalte kvinden sin historie. Hun havde blødt fra underlivet uafbrudt i tolv år, lidt som en uendelig lang menstruation. Det blev ved med at bløde. Det gjorde ondt. Det var svært at være sammen med andre. Ingen læger havde kunnet hjælpe hende, selvom hun havde brugt alle sine penge på de dyreste læger. Det havde ikke hjulpet. Det var bare blevet værre og værre gennem årene. Det var uudholdeligt.
Så havde hun hørt om ham Jesus, og alle de forunderlige ting, der skete omkring ham. Folk blev raske. De blinde kunne se. De lamme kunne gå. Det var for godt til at være sandt. Kvinden havde besluttet, at hun måtte forsøge at komme tæt på ham Jesus. Hun havde ikke andre chancer for at blive rask og få sit liv igen. Jesus kunne gøre hende rask, og den chance måtte hun tage.
Hun havde derfor taget mod til sig, sneget sig igennem menneskevrimlen bag Jesus, helt op til ham og havde bare rørt den yderste kant af hans kappe. Det var det, Jesus havde mærket. Kvinden havde også mærket det. Straks hun rørte kappen, kunne hun mærke, at det stoppede med at bløde. Hun var blevet rask. Hun var helt sikker.
Jesus lyttede til kvindens historie, kiggede på hende og sagde: “Du er rask nu. Du kan få fred nu. Gå ud og lev det liv, du har fået tilbage.”
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen